Møns historie

Læs om:

Stege Borg                         Heksen                        Lærer Erik Bronee

Marienborg gods                Hvad Mønboerne vidste

Kirkerne                            Fanefjord kirke            Fanefjord i middelalderen            Degn i Fanefjord

Historier fra vestmøn        Mad fra vestmøn            Hårbølle by og stenminerne

 

 

Møn har fra gammel tid været en vigtig ø. Her var stor handel og mange rige bønder, og så forstod man af feste.

Mit hus blev bygget af lærer ved Ebbelnæs skole, Christian Erik Bronee. Han startede som hjælpelærer for lærer Paludan der "var en gammel, værdig lærer, graanet i skolens tjeneste"... "men den gamle, vistnok tidligere dygtige, men øretævende lærer blev gammel og maatte holde hjælpelærer..."

Således startede Bronee sin tid som lærer i Ebbelnæs. D. 26/2 1873 blev han af beboerne sat øverst på listen til skolekommisionen, og hurtigt derefter udnævnt. Han blev også ansat som kirkesanger. Han var lærer på skolen indtil 1911 og meget vellidt.

Ebbelnæs skole startede som Rytterskole i 1726. Ebbelnæs skole menes at have været placeret i mit nabohus, der hvor der nu er bilværksted. Det kostede 550 rdr. at bygge. Da der efterhånden var mange børn i Damsholte kunne de ikke længere være i Ebbelnæs skole. Der oprettedes derfor i 1888 en pogeskole i i Ringerhuset ved kirken. Lønne til lærerinden ved denne pogeskole var 80 rdr. (formodentlig pr. år), hvis hun selv kunne sørge for varme og rengøring. I 1877 ville lærerinden have lønforhøjelse. Dette ville man ikke gå med til og derfor vedtog man at bygge en helt ny pogeskole i Frenderup. Den kostede 2075 kr. at bygge. Lærerinden fik nu 400 kr. pr. år. samt bolig og brændsel.

De mange kirker kan fortælle noget om Møn i middelalderen. Stege kirke er en stor flot rødstenskirke bygget i det 13.årh. og udvidet i 1400 tallet efter en påsat brand og i begyndelsen af 1500 tallet.
Kirken har 500 siddepladser

  Kirken er stor for en lille købstad.

 

Damsholte kirke

Damsholte Kirke - historie og arkitektur


Damsholte Kirke ligner ikke nogen anden dansk sognekirke - med sin lette og elegante rokokofacade. Kirken har da også en noget usædvanlig tilblivelseshistorie, og den er langt yngre end de fleste andre danske landsbykirker.
 

I begyndelsen af 1700-tallet havde indbyggertallet i Damsholte og omegn vokset sig så stort, at behovet for en lokal kirke blev udtalt. Det mente i hvert fald provst Jæger i Stege. Han fik - fortæller anekdoten - under et højstemt frokostselskab overbevist den besøgende Christian 6. om, at der skulle udskilles et sogn omkring Damsholte. Historien er udokumenteret, men under alle omstændigheder blev det i 1740 ved kongelig forordning bestemt at danne Damsholte sogn ved at udskille den vestlige del af Stege sogn.
Selve kirken blev opført i 1741-1743. Arkitekten var ingen ringere end Philip de Lange, der blev regnet som en af landets allerypperste inden for faget. På den måde opstod midt i Vestmøns bondelandskab den smagfulde, nærmest nette Damsholte Kirke, Danmarks eneste rokokokirke i en landsby.

Når man efter at have nydt kirkens gulkalkede ydre med løgkuppelen øverst mod vest, træder ind gennem den smalle fløjdør og har passeret det korte våbenhus, overraskes man af et alvorsfuldt indre - præget af byggetidens pietistiske tilbageholdenhed. Der er monumentale søjler og et overvældende alterparti med prædikestol højt hævet over altertavlen. Alt sammen er bygget i træ og er af høj kvalitet, men herlighederne er holdt i dæmpede grå toner.
 

Her dominerer pietismens strenghed. Bænkene er korte, så man ikke falder hen under gudstjenesten (uden at falde ned af bænken), og alvoren understreges af et moderne, spændende alterbillede, et tredelt billede, der forestiller Jesus og de to røvere på korsene. Maleren er Sven Havsteen-Mikkelsen, og maleriet blev ophængt i 1993. På nordvæggen hænger et Kristus-billede af Eckersberg, malet 1825, og på samme væg er netop (juli 2003) opsat en ny-restaureret Kristusfigur i en niche. Ved siden af ses en mindetavle over faldne i krigen 1864. På syd-væggen finder man et opstandelsesbillede af Niels Skovgaard samt et portræt af den første præst, Rasmus Platou, som virkede ved Damsholte kirke. I kirkeskibet hænger en tro kopi af orlogsskibet Prins Christian - kendt fra slaget ved Sjællands Odde 22. marts 1808.
 

På alteret står to stager af messing, som blev skænket ved kirkens indvielse. Alterskranken er af smedejern med Chr. VI's og Sofie Magdalenes monogrammer. Døbefonten er - overraskende nok - udført i træ. Når døbefonten ikke er i brug, er den dækket til af et låg, også udført i træ. Kirken skylder tak til lokale sognebørn for alterdug og altertæppe.
 

Kirkesalen har trods sin strenghed en åbenlys lighed med datidens teatersale. Scenen er sat omkring alteret med den højtsvævende prædikestol. Og tilskuerpladserne er placeret på gulvet og på et galleri, præcis som det ses fra den tids forlystelsesscener. På den måde forener Damsholte Kirke modsætninger som næppe mange andre danske kirker:
Strenge, dæmpede farver sat ind i en teatersalskulisse.
Det mørke, monumentale indre og den ydre elegance.
Det jævne bondeland og de besiddendes forfinede smagsideal.

På begge sider af den lille småstensbelagte parkeringsplads foran kirken står to gulkalkede huse. Bygningen til venstre er en kirkegårdslade fra 1700-tallet, mens huset til højre er noget yngre og i dag bebos af kirkens graver.
 

Herfra bevæger man sig gennem hovedindgangen op mod kirken af en smal allé flankeret af kirsebærtræer. Og fortsætter man forbi kirken, ser man til venstre en høj, som ved nærmere eftersyn viser sig at være en gravhøj for familien Tutein, der i en periode besad godset Marienborg. Fra den løftede position i landskabet er der direkte udsigt til Marienborg bag højen.
Går man lidt venstre om højen, finder man forfatterinden Elsa Gress' gravsted. Hun boede i mange år i et hjørne af den prægtige Marienborgpark og blev - foruden sit kunstneriske virke - kendt for sin kamp mod nedrivningen af Marienborg Slot - en kamp hun tabte i 1984.
 

I et andet gravkapel på kirkens nordside står der kister med tidligere amtmand på Marienborg G.P. Antoine de la Calmette og Lisa Iselin. Parret stod blandt andet bag opførelsen af den kendte turistattraktion Liselund på Østmøn.
 

På vestsiden af dette kapel finder man en gravplads for præsten Børge Pontoppidan, som døde i 1854, og hans hustru M.M. Pontoppidan, "15 børns højtelskede moder", som der står. Hun fortjener vist den fremtrædende placering!
 

Kirkegården er omkranset af et ubrudt stengærde, hvor det efter sigende skulle være muligt at finde lægeurter og andre sjældne planter - i skyggen af høje, gamle kastanjetræer. Udsigten fra kirkens nordside er det skønneste, danske græsoverdrev med heste eller køer fra det nærliggende Marienborg. I bunden af overdrevet ligger den dam, som måske har givet kirkens hjemby navn. Holte betyder skov.
 

Omkring kirken


Skov er der ikke meget af omkring dammen. Men ellers kan man efter besøg i kirken nyde "Den Engelske Skov" sydøst for præstegården, der ligger på den anden side af Grønsundvej øst for kirken. Via præstegårdsalleen fører en sti ud til lunden, der slutter ved den lille bæk, som "føder" dammen i Damsholte. Nordvest for den engelske skov på marken, hvor stien til skoven udgår, aner det øvede øje endnu tomterne fra Damsholtes første præstegård, Søgård. Den nuværende præstegård er fra 1987.
 

Eller man kan besøge den forunderlige park bag Marienborg-godsets ejendomme. Her står ældgamle træer i en park, der på én gang er fortryllende uplejet og velplejet.

Marienborg gods på Vestmøn

I 1668 gav Frederik 3. en del gods på Møn, bl.a. gården Nygård, som belønning til ritmester Jacob Nielsen Danefer (eller Danefærd, efter hvem Jakob Danefærds Vej på Frederiksberg har navn) for at have erobret et svensk skib og bragt dette med gods og danske krigsfanger til København. Han beholdt tilsyneladende kun stedet kort tid. Senere blev der opført og indrettet en hovedbygning, der var bolig for Samuel Christoph von Plessen, der i 1685 var blevet amtmand på Møn. Plessen anvendte bl.a. sten fra Steges bymur til byggeriet. Da han blev fældet i 1697, blev boligen helt eller delvist nedrevet. Casper Gottlob Moltke, der var amtmand 1703-28, istandsatte ejendommen og opførte en ny hovedbygning i 1707. I 1739-47 havde lensgreve Adam Gottlob Moltke ejendommen, men overdrog den til den ny amtmand Frederik Christian von Møsting mod en betaling på 6.000 rigsdaler for bygningen. Denne lod i 1769 atter ejendommen overgå til kronen mod en godtgørelse for bygningen.

Ved et salg af krongodset på Møn i 1769 købte bønderne ejendommen; men da de ikke kunne stille kaution, købte regimentskvartermester Fleischer fra Næstved i fællesskab med Magnus Bering Beringskjold den i stedet. Kort efter overtog Beringskjold alene ejendommen, som han senere navngav Marienborg efter sin hustru Marie Kirstine von Cappelen. Beringskjold solgte godset videre i 1776 til Charles Francois Bosc de la Calmette, hvis søn Pierre Antoine Gerard Bosc de la Calmette overtog det efter hans død i 1781. Gården kaldtes da Calmettenborg. Sønnen Charles Bosc de la Calmette overtog derefter godset, og efter hans død solgtes det i 1821 til den senere hofjægermester Peter Adolph Tutein, som også købte den tørlagte Kostervig. Han opførte i 1853-1855 en ny hovedbygning med tårn i stil som et italiensk palads efter tegning af arkitekt V. Th. Walther. I 1888 købtes stedet af hofjægermester Hemming Vilhelm Moltke, som i 1893 nedrev den gamle hovedbygning fra Casper Moltkes tid og opførte med tårnet som forbindelse i stedet en ny bygning. En brand ødelagde flere bygninger i 1908. Moltkes enke Clara Moltke født Schnack overdog godset i 1948 til sønnesønnen P.C.F.G Moltke.

Marienborgs hovedbygning blev nedrevet 1984. Forfatteren Elsa Gress, som er begravet ved Damsholte Kirke, boede fra 1972 i skovriderboligen i et hjørne af Marienborgs park og kæmpede forgæves mod nedrivningen, der dels skyldtes, at en renovering efter mange års forfald ville være for kostbar, dels høje arveafgifter.

Ejere af Marienborg

  • (1668) Kronen
  • (1668-1673) Jacob Nielsen Danefer
  • (1673-1685) Kronen
  • (1685-1697) Samuel Christoph von Plessen
  • (1697-1703) Kronen
  • (1703-1728) Casper Gottlob Moltke
  • (1728-1739) Kronen
  • (1739-1747) Adam Gottlob Moltke
  • (1747-1769) Frederik Christian von Møsting
  • (1769) Kronen
  • (1769-1772) Esaias Fleicher / Magnus Beringschiold
  • (1772-1777) Magnus Beringschiold
  • (1777-1781) Charles Francois Bosc de la Calmette
  • (1781-1803) Pierre Antoine Gerard Bosc de la Calmette
  • (1803-1820) Charles Bosc de la Calmette
  • (1820-1821) Charles Reinhard Bosc De La Calmettes dødsbo
  • (1821-1885) Peter Adolph Tutein
  • (1885-1888) Peter Adolph Tuteins dødsbo
  • (1888-1927) Hemming Vilhelm greve Moltke
  • (1927-1948) Clara Schnack gift Moltke
  • (1948-1984) Peter Christian Frederik Gustav greve Moltke
  • (1984-) Birgitte Anna Caroline Hansdatter kometesse Moltke gift Natorp

 

Der har også været flere slotte og borge.

Det mest kendte slot på Møn, er nok "Stege Borg"  som lå på en lille ø omtrent der hvor Stege Skibsværft ligger og på det område hvor tidligere DLG havde sit siloanlæg.  Et område hernede ved havnen omtales af F. Bojsen som "Slotsnakken". Dette slots historie kan føres tilbage til 1300-tallet eller måske endog tidligere. Af befæstning om Stege by er i dag bevaret voldanlæggene og byporten "Mølleporten". Ved udgravning på området i 2001 fandt man rester af havneanlæg som dateres tilbage til Erik Klippinge's tid. Også Kong Valdemar den store har haft tilknytning til borgen, som også i tidligere tider i følge sagn, har været kaldt "Valdemarsslot". I følge Bojsen kan der imidlertid være tale om en forveksling af navne, i det der efter år 1404 var en lensmand på Stegehus ved navn Valdemar med slægtsnavnet Bydelsbak.

Stege Borg fik en meget dramatisk endeligt. Høvedsmand på borgen fra 1505 var Anders Bille, som ved at slutte sig til Frederik 1. ved dennes tronbestigelse i 1523 kom i modsætningsforhold til Stege bys borgere, der holdt med den landflygtige Kristian 2. Ved udbruddet af Grevens fejde i 1534 søgte Bille til København, og i hans fravær gik Stegeborgerne ind i slottet, som de sprængte i luften og nedbrød det hele på nær ladegården. Denne dåd kom til at koste flere Stege-boere livet.  Da den nye konge, Kristian 3. var blevet herre over situationen, rykkede han ind i Stege og arresterede og henrettede hovedmændene.  Kongen havde planer om genopførelse af borgen, men disse kom aldrig til udførelse. Man kan vel nok regne med at resterne af borgen er blevet fjernet og de anvendelige materialer genbrugt rundt om på øen.  

De ældste beretninger om befæstninger på Møn finder man i sagnet om "Kæmpen Upsal" også kaldet "Klintekongen"  Der er i litteraturen nævnt flere befæstninger, borge og slotte på og omkring Møns Klint.

En hel del af de forsvundne borge er muligvis revet ned i det 14. århundrede, en del af dem som et resultat af Kong Valdemars opgør med de mange oprørske adelsmænd - andre er nok gået til under de mange kampe der har fundet sted gennem århundrederne og man kender liet eller intet til dem. Man kender navne som Elmelunde, Koxeby, Huneborg (v. Hunosøen), Gammelborg (v. Slotshøj), Nyhus, Holmegård, Katborg (v. Askeby), Klinteslottet.

KOXEBY SLOT. Dette slot var beliggende ved Dame på Vest-Møn, og de eneste minder om det i dag er navnet og et lille vej-stykke der bærer det stolte navn "Kokseby Slotsvej". Paludan omtaler en Grethe Rebers som skulle have boet på slottet og som "ved troldom" havde samlet sig stor rigdom og derfor blev brændt. Der er omtalt et retterting i København i 1462. Hvordan slottet så ud og på hvilket tidspunkt det blev revet ned vides ikke. På en mark i nærheden af Kokseby Mølle har man fundet rester af murværk som kan give et fingerpeg om beliggenheden.

Her mener man kokseby/ koxeby slot lå.

 

ELMELUNDE SLOT. Dette er også et af de mange slotte på Møn hvor der i dag kun er historien tilbage. J. Jensen omtaler slottet i sin bog fra 1866. Slottet omtales i skrifter fra 1200-tallet, og skal i flg. Jensen have tilhørt Biskop Absalon eller måske Roskilde Bispestol, som på et tidspunkt ejede meget gods på Møn.  Slottet har været bolig for flere af lensmændene på Møn, blandt andet af Corfitz Ulfeldt, der var gift med Christian 4.s datter, Leonore Christine. Ved reformationen, 1536, er ejendommen overgået som krongods, og ved ophør af garderindkvarteringen i 1697 er der af slottets jorder dannet 8 bøndergårde. Elmelunde Slot var fra 1685 forpagtet ud til lederen af Hestgarden, Samuel Christopher von Plessen. Slottet blev sandsynligvis ødelagt under Grevens Fejde, og beliggenheden kender man ikke med sikkerhed. Dog er der ved udgravninger på og ved kirkegården fundet levninger af murværk som kan indikere en beliggenhed lige i nærheden af der hvor Elmelunde kirke ligger i dag.

 

Maria  Grubbe er en af de meget kendte personer med tilknytning til Møn. … ”Marie Grubbe, gift adelskvinde fra Tjele, rejste rundt i Danmark og Europa i det attende århundrede med Hr. Søren, som var under hendes stand. Marie Grubbe endte i fattige kår i Borrehuset som færgekvinde ved Grønsund Færgehavn, det smalleste sted øst for Stubbekøbing mellem Falster og Møn. Hun modtog fattighjælp fra Kippinge kirke (Nørre Alslev Kommune). Kendte danske forfattere har skrevet om hendes historie: Steen Steensen Blicher: ”En landsbydegns dagbog” og H.C. Andersen: ”Hønse Grethe”. Holberg omtaler hende kort i sine epistler, da han flygter fra pesten i København og møder hende ved færgestedet”...

 

Første kvinde der blev brændt som heks i Danmark, blev brændt i Stege på Møn i 1540.

Kendt er også processen, i år 1641 mod Maren Splid, også kaldet Ribeheksen.

En heks kunne underkastes den såkaldte "vandprøve". Denne går i sin enkelthed ud på at, hvis man drukner, så er man uskyldig, men flyder man ovenpå, ja så er skylden klar. Da hun ikke gik under, men svømmede ovenpå "som en gås eller et stykke træ", ja så var dommerne ikke i tvivl om hendes skyld.

Som afslutning på processerne her i landet er sagen mod "besatte kvinder" i Thisted i 1699. Denne afsluttede højesteret, da man betragtede anklagerne som bedragere og "heksene" som hysteriske.

 

 

I 1634 blev Corfitz Ulfeldt lensmand på Stegehus. Da Ulfeldt udnævntes til Rigsrådet 1636, blev han gift med Leonora Christina og boede på Møn 1636-1637.

Leonora Christina Ulfeldt (8. juli 1621 – 16. marts 1698), datter af Christian 4. og Kirsten Munk. Grevinde til Slesvig og Holsten Gift som 15-årig (9. oktober 1636) med rigsgreve og rigshofmester Corfitz Ulfeldt.

Blev til sit 6. år opdraget hos mormoderen Ellen Marsvin derefter hovedsagelig på Frederiksborg, trolovet med Corfitz Ulfeldt i 9-års alderen. Hun havde sine kunstneriske anlæg for maling, tegning, musik og skriftlig udtryksform i arv fra faderen; bosat på Elmelunde (eller Stegehus, som Corfitz Ulfeldt da havde i forlening) på Møn 1636 til 1637.

Som statholder i København boede Corfitz Ulfeldt i sin gård i Løvstræde hvor Gråbrødretorv er i dag. På rejse med Ulfeldt til Holland og Frankrig 1646-47.

Efter Christian 4.’s død brød modsætningsforholdet til Frederik 3. og dronning Sophie Amalie ud i lys lue, og Leonora flygtede med Corfitz Ulfeldt til Sverige 1651 og opholdt sig i Stockholm 1652-54.

Flyttede siden til slottet Barth i Pommern (1655-57). Leonora Christina rejste i 1656 til Danmark for at søge udsoning med Frederik 3. men blev standset i Korsør og udvist.

Derpå fulgte hun med Corfitz Ulfeldt, da han sluttede sig til svenskerne og med dem rykkede ind i Danmark 1657. Hun måtte overtage Ulfeldts forsvar, da han for en svensk kommissionsdomstol anklagedes for forræderi 1659 og var for syg til selv at forsvare sig. Begge blev arresteret af Frederik 3. i København i 1660 og efterfølgende fængslet i 17 måneder på Hammershus, hvorfra de på dramatisk vis forsøgte at flygte. Endeligt løsladt i 1661 mod at give afkald på fordringer (Ulfeldt var en af kongens store långivere) og størsteparten af deres ejendomme. Flyttede til Ellensborg (nu Holckenhavn) på Fyn og fulgte med Corfitz Ulfeldt på kurrejse til Nederlandene 1662, derfra rejste hun til London 1663 for at inddrive et gammelt tilgodehavende hos kong Karl 2.

Frederik 3. forlangte hende udleveret som Ulfeldts medskyldige i højforræderi, hvorfor hun blev arresteret og sendt til København, hvor hun blev indsat i Blåtårn på Københavns Slot. Hun nægtede kendskab til Corfitz Ulfeldts forræderiske handlinger, men blev holdt fængslet i Blåtårn i godt 21 år. Det var her hun i 1673-74 påbegyndte sit Jammersminde, fortsat og bearbejdet senere, som en skildring af fængselslivet stilet til hendes børn.

Da dronning Sophie Amalie var død, blev Leonora Christina løsladt 1685, og efter en kort tid at have haft ophold i Husum ved København flyttede hun til Birgittinerordenens kloster i Maribo, der ganske vist var blevet nedlagt af Christian 4. i 1621 og derfor var noget forfaldent.

Leonora Christina Ulfeldt blev begravet i klosterkirken, den nuværende Maribo Domkirke.

 

Dronning Alexandrines Bro spænder over Ulvsund og forbinder med fæste ved Kalvehave og Koster Sjælland med Møn.

Den åbnedes for trafik den 30. maj 1943. Det er Christian 10.s dronning Alexandrine, der lægger navn til broen.

 

 

Fanefjord kirke  

Kirken knejser flot på sin banke. Den kan ses og høres over det meste af sognet, men faktisk ved vi så godt som intet, om hvornår den er opført. Om sognets bønder var selvejere eller fæstebønder, ved vi heller ikke. Forskellen var i øvrigt ikke stor. Selvejerne slap lidt billigere, da de ikke svarede landgilde til en godsejer. Til gengæld betalte de leding og stud, de gamle jordskatter fra Valdemarstiden. Sandsynligheden taler for, at samtlige bønder i løbet af 12-1300-tallet var gået over til fæste, tidens ’trend’, som indebar nogle øjeblikkelige skattefiduser. Kongen behandlede for øvrigt selvejerne temmelig råt som ’sine’ bønder, så fordelen ved at have foden under eget bord var til at overse. I sognet stod alle bønder lige, selvejere eller fæstere. Det, der talte, var, om man drev en gård uanset, om det var som ejer eller forpagter.

Det var disse navnløse fæstebønder i Fanefjord sogn, der år efter år svarede 10% af al avl i datidens kirkeskat, den såkaldte tiende. Tienden  blev igen delt i tre dele, en til biskoppen, en til sognepræsten og en til kirken. Selv om det altså kun var 3 1/3 % af sognets kornavl, kvægbrug og fiskeri, der gik til kirken, blev det efterhånden til en pæn formue, som sognet selv administrerede. Overskuddet solgte man formentlig til hansekøbmændene fra Lübeck, Rostock og Stralsund, der var populære gæster på sydhavsøerne, og på et eller andet tidspunkt stod der så meget på kontoen, at sognet – efter en række stormfulde borgermøder, kan man forestille sig – skred til værket. Man traf aftale med håndværkerne, sikkert et omrejsende sjak. Byggetilladelsen og kloakeringen skulle der ikke ansøges om, ler og brændsel fra skovene til et improviseret teglværk rådede man over, og det varede sikkert kun kort tid, før den første teglstenskirke, kærnen i den nuværende kirkebygning, var rejst. Om gudstjenesten imidlertid kunne foregå i den gamle kirke, formentlig en træbygning, og om den nye blev opført uden på den, ved vi heller ikke, kun at det har været et stolt øjeblik, da den nye kirke omsider kunne tages i brug.

Nationalmuseets eksperter sætter opførelsen af Fanefjord kirke til 1250-1300. Det er rent gætværk, som de runde årstal også afspejler. Gætværket er baseret på, at kirken ikke er romansk (lavloftet og trangbrystet), men må betegnes unggotisk, som var byggeskikken efter midten af 1200-tallet. Det toskibede kirkerum oplyses af høje, oprindeligt spidsbuede vinduer og er dækket af hvælvinger. For den tids mennesker har det været lidt af et under at træde ind i et så kolossalt rum, om vinteren tilmed strålende oplyst af vokskærter. Sin nuværende skikkelse fik kirken kort efter 1500, da koret byggedes i forlængelse af skibet, og tårn, våbenhus og kirkegårdsmur føjedes til.

Årene efter 1250 er en af Danmarkshistoriens mest urolige perioder. Ved kong Abels pludselige død i sommeren 1252 ranede hans yngre broder Christoffer tronen for næsen af Abels unge søn Valdemar. Striden mellem Abel-ætten og Christoffer-linien rasede i de følgende generationer og førte til, at Møn og andre rigsdele i lange perioder blev underlagt udenlandske herrer. Først i 1348 indløste Valdemar Atterdag øen fra dens mecklenburgske panteherrer, og siden har Møn indiskutabelt sorteret under det danske rige. Det er lidt tankevækkende, at Fanefjord kirke formentlig er opført i en tid, da de stedlige myndigheder var vendiske fyrster fra landene syd for Østersøen, som fik frit spil under de opløste tilstande i Danmark.

De fleste begivenheder henligger i dybt mørke, men lidt ved vi dog fra de såkaldte årbøger, simple krøniker, der lakonisk anfører begivenheder år for år. Under 1252 meddeler Næstvedårbogen, at den tyske ridder Henrik Æmeltorp ’besatte Møn’, åbenbart som en reaktion på Christoffers usurpation. Andre årbøger tilføjer, at Henrik Æmeltorp (fra Emmelndorf ved Hannover) plyndrede Sjælland og førte alle kongeskatter til Møn og Falster. Skatterne ydedes langt op i tiden lige så tit i korn og slagtet kød som i mønter. Sidst på året 1253 blev der indgået et forlig, der tillod Christoffer at beholde tronen. Besynderligt nok hedder det, at Henrik Æmeltorp ved sin afsked hjemførte en souvenir, nemlig sagnhelten Stærkodders tand, der var seks tommer tyk, men om kæmpetanden stammede fra Møn vides ikke.

Næppe var Henrik Æmeltorp draget bort, før fyrst Jarimar af Rügen angreb Danmark, hvilket uundgåeligt har berørt Møn. Der er ikke noget besynderligt i, at rygboerne særligt havde kig på Møn, og Jarimars søn, Vitzlav II, herskede faktisk over øen, dog i egenskab af Erik Glippings forbundsfælle. Måske skriver vendiske stednavne som Bitzinge, Rytzebæk og Vindebæk (vendernes bæk) sig fra denne tid. Jarimar var blevet dræbt i 1266 ’af et hidsigt fruentimmer’, som årbøgerne noterer (husspektakler i haremmet?), men hvorfor hans søn og efterfølger skiftede kurs og blev det danske kongehus’ allierede, og om han overtog Møn efter faderen, ved vi heller ikke. Lad os da gætte på, at besiddelsen af Møn snarest har beseglet Vitzlav II’s partiskifte. Senere omtales Møn som de rygiske fyrsters ’brudeskat’. Det kan have forbindelse med, at Vitzlav var gift med en datter af Otto af Lüneburg, der var Valdemar Sejrs søstersøn. Måske er Møn kommet i Ottos svigersøns besiddelse som et nedarvet fyrstelen. I hvert fald ser vi de rygiske fyrster herske over Møn indtil godt op i 1300-tallet.

Efter mordet på Erik Glipping 1286 indgik Vitzlav II i formynderregeringen for Erik Menved som en af anførerne for det kongelige parti. Under krigen mod de fredløse angreb den norske konge, Erik Præstehader, i 1289 med sin flåde Sjælland, Lolland og Falster og afbrændte ’mange andre øer’. Efter at nordmændene havde indtaget Nykøbing, stødte marsk Stig og den norske sørøver Audun Hestekorn til, og den 30. juli, hører vi, ankom dette brogede selskab til Grønsund, ’hvor de angreb hr. Vitzlavs borg dag og nat’, men øjensynligt forgæves. ’Mange af nordmændene blev dræbt’, hedder det. Flådetogtet, som afsluttedes med at afbrænde Stubbekøbing, bekræftes på bemærkelsesværdig vis af et brev, som Erik Præstehader har udstedt til Lübeck, og som er dateret Grønsund den 14. august 1289, altså om bord på den norske orlogsflåde, hvis færden hansekøbmændene naturligvis fulgte med nogen ængstelse. Datoen bekræfter det indtryk, vi får fra årbogen, at belejringen af fyrst Vitzlavs borg på Møn har stået på i flere uger. Det hører med til historien, at Erik Menved med sit hof imens opholdt sig på Vordingborg, som endnu et dokument bevidner. Fra slottets mure kunne barnekongen med afmægtigt knyttede næver følge den norske flådes hærgen. At angribe Vordingborg vovede den trods alt ikke.

Vitzlav II’s borg lå på Møns vestspids ved indsejlingen til Grønsund, hvorfra nu Bogødæmningen udgår. Den ligger der for så vidt endnu, camoufleret som kystbefæstning under 1. verdenskrig. En vældig, tilgroet borgbanke med vid udsigt over farvande og øer. Fanefjord kirke var altså ikke det eneste større byggeforetagende i sognet i disse år. De to byggepladser har i øvrigt haft glimrende udsigt til hinanden. Kystbefæstningen er ubemandet og henligger fuldstændig tilgroet. Med lidt behændighed kan man svinge sig udenom pigtråden, hvor hegnet rammer den stejle skrænt ned til Grønsund. En råbuks ru advarselsbrøl antyder, at stedet nærmest fungerer som naturreservat. Ville det ikke være en passende opgave for beboerforeningens energiske bestyrelse at foranstalte en natursti langs Fanefjord helt ud til fyrst Vitzlavs borg? Det ville på en smuk måde forene de to monumenter fra højmiddelalderen, som vort sogn rummer.

 

Mønske landsbyer

Møn, Fyn og Ven (nu det svenske Hven) er eksempler på ældgamle folkevandringsnavne fra omkring 500. Derimod bærer de mønske landsbyer unge navne fra sen vikingetid eller tidlig middelalder. Bebyggelsen i oldtiden har været enkelte gårde og nogle få bosættelser midt på øen. Hårbølle er sandsynligvis anlagt i 1000-1100-tallet, en ekspansiv periode, hvor man besejrede venderne og ryddede skov for at bygge nye landsbyer.

 

Bølle betyder bosted, Hår (Hother?) må være navnet på en initiativrig viking eller storbonde, der førte an, da en flok bønder fra Damme flyttede nogle km væk fra moderbyen og bosatte sig her. Et oprindeligt fællesskab anes langt op i tiden. De mønske bønder nød godt af vidtstrakte overdrev, som benyttedes af nabobyerne sammen med fælleden, således at kvæget kunne færdes frit over meget store arealer. Vollerup, Vindebæk og Hårbølles fælleder stødte op til hinanden. Tørvemoser og skove var ligeledes fælles. Som noget ret enestående eksisterer skovfællesskabet faktisk endnu, mens moser og enge trods alt blev fordelt mellem gårdene i løbet af 1800-tallet.

 

Saxo fortæller, at de danske bønder opnåede retten til skovene, da de bidrog til at løskøbe Svend Tveskæg. Nok en skrøne, men dog en imponerende tusindårig kontinuitet, hvad skoven som ejerlag angår, hvis vi ser bort fra den tvivlsomme anledning. Sandsynligvis var bønderne oprindelig selvejere, men i 12-1300-tallet valgte det store flertal at blive fæstere under en rig godsejer, ligesom alle købmandsbutikker i vore dage bliver medlem af en kæde. Roskildebispen ejede de fleste gårde på Møn, men da kronen ved reformationen i 1536 inddrog bispegodset, blev øen krongods. Herregårde fandtes ikke. Bispestolen og bønderne var enige om at holde de adelige godssamlere væk fra Møn. De mønske bønder i middelalderen var stride og selvrådige.

 

Middelalderlandsbyen skinner umiskendeligt igennem, men der er også store forskelle. I middelalderen lå gårdene tæt, skulder ved skulder eller rettere toft ved toft. En toft var en middelaldergårds mest vitale organ. Toften var grunden rundt om gården, som var omhyggeligt indhegnet. Her kaglede hønsene, snadrede ænder og gæs, her var plads til kål- og æblehave og en fold til svin, får og kalve, måske også et lille stykke jord, der blev tilsået. Toften var gårdenes privatjord, og gårdenes andel i landsbyens fællesskab, bredden af agre og antallet af kreaturer, der måtte drives på græs, afhang af toftens størrelse. Man må endelig ikke undervurdere middelalderbøndernes færdigheder. Opmåling af jord foretoges meget nøjagtigt med reb, og enhver bonde havde ret til at forlange rebning, når han mente sig forfordelt. Toftens størrelse kendte man, og med den som udgangspunkt var det let at fastslå en retfærdig fordeling af rettigheder. Toft er agers moder, hed det i landskabslovene.

 

Hårbølle by og Stenminerne.

 

Byen er nævnt første gang ifølge Trap i 1513-33 dengang som Harrebølle, senere fra 1536 som Haarbølle.

 

Skolen i Hårbølle.

Skolen er en gammel Rytterskole, bygget i 1726-27, af entreprenør Lars Eriksen med bistand af murermester Seyer Jensen Præstø og  tømrer Rasmus Olsen Beldringe. Ved synsforretning d. 5. nov. 1727 og påfølgende dage godkendtes alle de 10 Rytterskoler på Møn, de var da alle i brug.

 

1879 blev skolejorden solgt. 

I 1885 blev forskolen  i  Hårbølle bygget og en lærerinde blev ansat, til at undervise de 7-10 årige børn, dog blev skolegangen ikke ændret, der var stadig kun skolegang hver anden dag, også i hovedskolen.

 

Hårbølle Bro

Det var her der blev opført en havn og en foderstofforretning. På foranledning af købmand Wulf blev der oprettet et Dampskibsselskab, der blev dampskibsforbindelse som anløb Hårbølle,  Bogø, Stubbekøbing og Masnedsund.

Herfra kunne man så komme videre med tog til København.

 

 

Lidt om Fanefjord sogn i middelalderen

 

Kokseby slot! Navnet klinger forjættende, men spor af  bebyggelse i en ukendt fortid gør det jo ikke alene. En artikel i Historisk Årbog for Præstø amt for nylig diskede op med en veritabel slotsfrue, og så skulle den vel være hjemme. Problemet er blot, at historien var rent vås. Inden hun bliver fast inventar i den lokale folklore, ser jeg mig desværre nødsaget til at aflive slotsfruen.

Her nærmer vi os faktisk historisk grund, for selve aflivningen (i første ombæring) er sikker nok, bevidnet af en dom afsagt på rettertinget i Nykøbing Falster i 1461. Det fremgår, at der vitterligt har levet en fru Grethe Rebers, at hun blev anklaget og dømt på rettertinget, dernæst brændt på bålet, og at hendes formue blev konfiskeret. Grunden til den helt usædvanligt hårde straf kan vi derimod kun gisne om. Trolddom var et nærliggende gæt. Tyveri i middelalderen straffedes med døden, mens manddrab ordnedes med fredløshed og bøder. Frue-titlen og hendes formuesomstændigheder angiver, at Grethe Rebers har været en adelig kvinde, og et gement tyveri var næppe hendes boldgade. Hendes forbrydelse må virkelig have været horribel i samtidens øjne, når den takseredes til bål og proscription, som bestemt ikke var hverdagskost i dansk, middelalderlig retspleje.

Vi mærker os genetiv-s’et i fru Grethes efternavn. Normalt beholdt gifte kvinder, især adelsdamer, deres eget navn, som det indenfor den sidste generation atter er blevet skik i Danmark, men fru Grethe kaldes øjensynligt efter sin mand. Meget sandsynligt er hun identisk med fru Margrethe, gift med et fremtrædende medlem af den lolland-falsterske adel, Henrik Reberg. Navneformerne i middelalderen veksler temmelig vilkårligt. Grethe Rebers betyder altså fru Grethe, gift med Henrik Reberg. Slægten Reberg var ret fremtrædende på Lolland-Falster midt i 1400-tallet. Et medlem, Claus Reberg, ejede Bramsløkke på det sydlige Lolland, der nu er skibsreder Mærsk Møllers herresæde.

Det er dog ikke dommen over fru Grethe, vi kender, men en sag, der opstod i dens kølvand, da to i øvrigt ukendte personer blev anklaget for at have tilranet sig dele af boet og dømt til at udlevere det til kongen. De to adelige slægtninge, en anden fru Grethe og hendes søn, hørte meget karakteristisk hjemme i Bregninge, få km fra Bramsløkke. Det er denne mindre sag, at vi skylder kendskabet til fru Grethes besiddelser – og her begynder tampen omsider at brænde i retning af Kokseby.

Senmiddelalderens adel var kapitalister. Vi kan tilføje som endnu et moderne træk, at adelige damer som en selvfølge havde særeje og egen økonomi. Hele sagen kan altså godt have kørt uden overhovedet at berøre ægtemanden. De adelige klippede ikke som en senere tids kapitalister kupon’er, men levede af spredt jordegods, bøndergårde, som de ejede flere eller færre af. Indtægterne bestod af en fastsat mængde af korn, smør, flæsk og andre ydelser, som deres fæstebønder ydede i landgilde. Ejerskaberne var ofte særdeles indviklede. Gennem arv og køb erhvervede man parter, som nutidens kapitalister køber og sælger aktier. Hvis de to fru Grether har været kusiner og medarvinger, kan der let være opstået tvivl om hvem, der egentlig ejede hvad. Dette være forudskikket som forklaring på, at der i fru Grethe Rebergs bo indgik pantebreve på gods i Tostenæs og Kokseby, som den anden fru Grethe i Bregninge havde tilranet sig, men nu blev dømt til at udlevere.

Grethe Rebergs tilknytning til Møn bestod altså ret beset ikke i andet end pant i nogle anonyme fæstegårde, hvor hun sandsynligvis aldrig har sat sine ben, og som den egentlige ejer havde mulighed for at indløse. En ren pengeanbringelse eller spekulation, som når aktier og obligationer handles på børsen i vore dage. Herfra og til slottet i Kokseby er der unægteligt et spring. Måske hænger misforståelsen sammen med ordet gods, som blot betyder jordegods og absolut ikke et gods i Se og Hørs forstand. Skal vi være positive, består sagens kerne i, at landsbyerne Tostenæs og Kokseby er nævnt i et dokument fra 1461 som små lysglimt i historiens mørke. Navneformerne røber, at de har eksisteret helt tilbage til jernalderen, men Fanefjord sogn er lidt besynderligt det ukendte sogn, en hvid plet i Danmarkshistorien – og det kan vi så fundere videre over.

Saxo skildrer livligt venderkrigene i 1160’erne, men uden at nævne Fanefjord. Flåden samles i Grønsund, hedder det, ved Bogø, under Koster, der på Saxos tid var en ø, eller i Keldby sund (noret). Man kan så gætte på, at en af de unavngivne samlingspladser for ledingsflåden, der optræder, er identisk med Fanefjord, men det må forblive gætværk. Kong Valdemars Jordebog fra 1230’erne er en enestående kortlægning af det danske rige. Blot udgør Møn et mærkværdigt tomrum. Slutninger, man drager af tavshed, er selvfølgelig risikable, men vi vover alligevel. Møn var enestående på en anden led, da jordebogen blev til. Rigets førstemand, Jakob Sunesen, en af Absalons yngre slægtninge, kaldes højst påfaldende hr. Jakob ’af Møn’. Jakob Sunesen fungerede som rigsforstander 1223-1225, da Valdemar Sejr var bortført, og under forhandlingerne om kongens løsladelse omtales han som Danmarks fyrste. Altså en statsmand af format. Frede Bojsen, den fremragende mønske historiker, har argumenteret overbevisende for, at Jakob Sunesens hustru Estrid har været en uægte datter af Valdemar den Store og altså Valdemar Sejrs halvsøster. Tør vi slutte, at hele Møn har været henlagt til dette fornemme ægtepars underhold? Det ville forklare tavsheden i Kong Valdemars Jordebog, men gør naturligvis ikke os så meget klogere.

Senere i middelalderen ejede Roskildebispen store dele af Møn, og i bispestolens jordebog fra 1370’erne findes særdeles fyldige oplysninger om Stege, Keldby, Elmelunde og Magleby sogne. Fanefjord sogn, derimod, er ren tavshed. Med den ene, rigtignok også velsignede, undtagelse, at det nævnes i en opremsning af alle Møns dengang fem sogne. Fanefjord sogn hed altså vitterligt Fanefjord i 1370’erne. Navnet er unægteligt højst usædvanligt – og placeringen ikke mindre. Ingen anden middelalderkirke i Danmark ligger så spektakulært vendt mod et farvand uden at ænse sognets landsbyer. Var der tale om et rasende kompromis mellem den tids stridbare venstrebønder i Tostenæs, Kokseby, Damme, Askeby, Vollerup, Vindebæk og Hårbølle, der hver gjorde krav på at huse sognets kirke? Eller har dens beliggenhed givet sig selv?

Fanefjord kirke er unggotisk, opført efter 1250. Møn har heldigvis dåbsattest allerede fra 1060’erne, da den tyske klerk Adam af Bremen omtaler Mønsland i prominent selskab med Langeland, Lolland og Falster som nogle frugtbare øer syd for Fyn og Sjælland. Adam fremhæver, at øerne var rige på korn, at de tilhørte danernes rige, og at de var kristne. Det sidste måske et hip til Bornholm, som vist var sakket noget bagefter resten af Danmark på dette punkt. Tienden indførtes i Danmark i 1103, og i løbet af 1100-tallet omsattes den i tusinder af kirkebygninger over hele riget. Den nuværende, meget anselige kirke opførtes altså efter 2-300 års kristendom på stedet og må have haft en mere beskeden forgænger, ligesom der vel også i hedensk tid har eksisteret et gudshus. Den simple forklaring på Fanefjord kirkes unikke placering lyder, at her lå forgængerne.

Navnet sigter til stedet som ledingsflådens samlingssted, siges det. Selv hvis vi elskværdigt ser bort fra, at samlingen ikke er bevidnet, skulle fjorden altså først have fået navn, da Valdemar den Store i 1160’erne indledte vendertogene. Samledes man da i et hidtil navnløst farvand eller i et farvand, som man omdøbte? Det lyder underligt. En militær flagdug i middelalderen hed desuden et banner. Den gamle skrivemåde synes at have været Favnefjord (Faune, Fauffne). Kan det betyde fjorden, der favnes af kysten? Vi må huske, at før inddæmningen af Damme mader engang i 1800-tallet udgjorde Fanefjord et væsentligt bredere farvand, der lukkedes af den snævre indsejling. Vort sogn befandt sig i øvrigt i middelalderen endnu mere isoleret, end vi forestiller os i dag, adskilt fra Røddinge og Sprove af den i nyere tid udtørrede fjord og velsagtens af store skove mod øst. Et på mange måder ukendt og gådefuldt sogn.

Sidst i middelalderen letter tågen. Anledningen er en ren historisk tilfældighed. Pludselig vrimler det med bønder i Fanefjord sogn. Det har det ganske vist gjort i årtusinder, men først nu er vi ikke længere henvist til gisninger, men kan sætte navne på de mønboer, der levede i sognet. Faktisk burde vi blæse en fanfare for året 1505, for da tiltrådte den højadelige Anders Bille som lensmand på Stegeborg, og netop Anders Billes arkiv er mirakuløst et af senmiddelalderens mest velbevarede. Hvad mønboerne tænkte om deres nye, energiske lensmand, er nok et spørgsmål, men eftertiden bør være taknemlig for de oplysninger, der findes i hans papirer, og som med ét slag kaster lys også over det hidtil ukendte Fanefjord sogn. Vi kan følge opkrævningen af en særskat, kaldet bådesild, flere tingsvidner udstedt på Mønbo landsting er bevaret, som opregner de lokale sognerødder, og Anders Bille havde fat i kraven på en række andre bønder, hvis unge sønner var rømmede. Endelig stammer en lang fortegnelse over fredløse vistnok fra retsopgøret efter Grevefejden 1534-1536, mens de øvrige papirer sandsynligvis hidrører fra Anders Billes første år som lensmand, altså tiden omkring 1510.

Som øvrighed forestod Anders Bille opkrævningen af bådesild af kronens ’tjenere’, der hver måtte yde en halv tønde sild til kongen. Tjener er tidens betegnelse for fæstebonden, men fiskeri var tydeligt et hovederhverv på Møn i middelalderen. Også på Vestmøn, hvor vi finder seks bønder fra Fanefjord sogn, der svarede bådesild: Anders Pedersen, Mads Bille og Morten Madsen fra Damme, Mikkel Pedersen fra Hårbølle, Oluf Orm og Hans Hjort fra Vindebæk. Man studser måske over, at en af de Damme bønder eller fiskere lød det fornemme Bille-navn, men der er næppe tale om en slægtning af lensmanden. Middelalderens navneskik kan bedst betegnes som frigjort, og Bille synes at have været et ret udbredt tilnavn på Møn.

Fiskeriet gav gode indtægter, og mange unge bondesønner foretrak det frie liv frem for at gå i deres fædres spor som fæstere på krongodset. Dette stred mod vornedskabet, godsejernes ret til at disponere over de bondesønner, der var født på deres gods. Vornedskabet var omstridt, men i takt med, at det danske landbrug omkring 1500 ramtes af en ny tids højkonjunktur, voksede konkurrencen om at sikre sig fæstere (forpagtere) på kronens, kirkens og adelens jorder. Det er sandsynligvis baggrunden for, at der i Anders Billes papirer findes en fortegnelse over mønske bønder, der under drøje trusler om bødestraf måtte garantere for, at deres sønner stillede hos lensmanden, som de øjensynligt ellers havde unddraget sig. Blandt fædrene optræder Anders Jensen i Hårbølle ’for sin søn’, Morten Bille i Damme, der meget tænkeligt er den samme som bådesildens Mads Bille, og Per Clementsen i Vindebæk, hvis bøde for sønnen, ’som rømte bort’, var dobbelt så stor som de øvrige bønders, 20 lødige mark. Beløbet er umuligt at oversætte, men der var tale om en efter tidens forhold meget stor sum penge, der svarer til hele 320 lod sølv. Alt efter temperament kan man beklage den rå fremgangsmåde, der sikrede godsejerne arbejdskraft, eller glæde sig over de mønske bønders solide velstand, der afspejles i de høje bøder, som de rømmede bondesønner takseredes til.

Atter et vidnesbyrd om jagten på den mønske landboungdom er en udateret fortegnelse over ’karle, (som) ere fredløse gjorte på Mønbo landsting’. Fredlysning, en form for middelalderens efterlyst af politiet, var åbenbart myndighedernes næste skridt i kampen om at sikre sig den eftertragtede, men vrangvillige arbejdskraft. At der også kunne være tale om udskrivning af tropper eller matroser under krigene mod hansestæderne og Sverige, tør jeg dog ikke udelukke. Blandt de efterlyste optræder Lasse Boesen fra Hårbølle, Laurids Boesen, Rasmus Thomsen, Niels Madsens søn og Oluf Clausen, ’som rømte af Damme’, samt Morten Eriksen, der angives at være født i Vindebæk, men hvorfra han øjensynligt havde set sit snit til at fjerne sig.

 

Af en noget anden karakter er en meget længere fortegnelse over fredlyste, som antages at stamme fra Grevefejden, borgerkrigen 1534-1536, hvor det også gik hedt for sig på Møn. Den omtalte Anders Bille mistede to af sine unge sønner, der ligger begravet i Stege kirke, da Stegeborg blev stormet og plyndret af rasende mønboer. Det virker plausibelt, at det er retsopgøret efter fejden, der er resulteret i fortegnelsen over en talstærk skare mønboer. Fredlysning var særdeles indbringende for myndighederne, da de fredløse måtte tinge sig fred med et stort beløb, der nærmest svarede til formuekonfiskation. Langt de fleste stammer fra det åbenbart uroprægede Østmøn, Busene, Mandemarke, Sømarke og Magleby. Hjertebjerg og Stege, især Langestræde, der vel har været fiskergaden, er også talstærkt repræsenteret. De fredlyste fra vort mere fredsommelige sogn ved denne lejlighed navngives som Per Ibsens sønner af Tostenæs og Hemming Clausens børn af Hårbølle. Et par navne uden hjemsted kunne også stamme fra Vestmøn.

De to tingsvidner er heldigvis daterede. Det ene til den 6. marts 1510, hvor der blandt de ’tingmænd og almue’, som denne dag var til stede på Møns landsting, også optræder mønboer fra vort sogn. Sagen angik en episode ved fiskerlejet Brøndehøje (Klintholms forgænger), hvor en munk og nogle lokale folk var sejlet ud til en lübsk skipper, hvilket naturligvis midt under kong Hans’ fejde mod Sverige og hansestæderne var strengt forbudt. Blandt de 12 ’dannemænd’, der attesterede tingsvidnet, optræder en Per Hofmand fra Tostenæs. Landstinget blev sandsynligvis afholdt på skiftende steder. I 1510 var landsdommeren fra Stege, men i 1518 møder vi Lasse Porse fra Busemarke på posten. Denne gang drejede det sig om endnu en særskat, kaldet (v)ordhavre, der ydedes for vagthold ved kysten. Der var ganske vist sluttet fred med Lübeck, men krigen blussede op få år senere. Vordhavren lå ’af Arilds tid til Stege slot’, hedder det meget bestemt. De adspurgte 24 dannemænd afgav altså artigt den kendelse, som lensmanden forventede af dem. Blandt disse Møns honoratiores anno 1518 nævnes både en Niels Olsen og en Oluf Pedersen fra Tostenæs samt en Jørgen Boesen fra Hårbølle. Møns økonomiske tyngdepunkt lå tydeligt ude østpå, hvor fiskeriet blomstrede, som det afspejles i dannemændenes hjemsteder. En dannemand er for øvrigt ikke nødvendigvis en dansker. Ordet betyder blot hædersmand og fandtes også på svensk, indtil danskerhaderen Gustav Vasa fik det udryddet.

Det middelalderlige Møn er karakteristisk ved, at der i modsætning til Sjælland, Lolland-Falster og Fyn ikke fandtes herregårde på øen. Kronen, repræsenteret af lensmanden på Stegeborg, var sammen med Roskildebispen øens store godsejer. At kronen i 1461 erhvervede et par gårde i Tostenæs og Kokseby, har vi netop observeret. De fire mønske herregårde, vi kender i dag, er først oprettet i 1700-tallet af frasolgt krongods. Fraværet af adelige godssamlere er nok forklaringen på den rungende tavshed om det gamle Fanefjord sogn. Den er skyld i, at intet adeligt arkiv vidner om vore sogneboers gøren og laden, før Anders Bille ankom som lensmand til Møn.  

 

Om kirkesangen i Fanefjord - og en degn

Allerede i middelalderen var der knyttet degne til alle kirker, de blev valgt af menigheden og måtte indtil 1660 ikke forlade herredet uden tilladelse fra præsten.

Efter 1739 måtte ingen ansættes som degn, før han havde været skoleholder, og der blev skelnet mellem løbedegne og sædedegne. I henhold til kirkeordinancen skulle degneembeder i sogne indenfor 2 mil fra købstæderne være lærer på byernes skoler, og de blev så kaldt løbedegne, mens de fastboende degne i sognene blev kaldt sædedegne.

I Fanefjord sogn har der siden 1600-tallet været sædedegn, og i 1747 fik sognet en ny degn, Morten Reenberg Schmidt. Han var født 1719 i sognet, student fra Vordingborg 1740 og lærer i Stege 1742. I juni 1745 blev han gift med Johanne Margrethe Riber fra Kalvehave, hvor hendes far var degnen, Albert Riber.

Biskop Hersleb beskikkede Morten Reenberg Schnidt til embedet, og vi har datidens noget svulstige kaldelse til sognedegn.

Den lyder sådan:

 

”PEDER HERSLEB, Biskop over Sjælland Stift og General Kirkeinspector giør hermed vitterligt, at eftersom Sognedegn Claus Reenberg Schmidt i Sønder Sogn på Møn formedelst Alderdom og Svaghed ikke befinder sig istand til sit embede længere at kunne forestå og samme derfor have resigneret imod at nyde noget årligt af Degnekaldet til underholdning, så længe han lever. Saa haver jeg i henseende til hans lange Tieniste og ustraffelige forhold i Meningheden efter den frihed, som biskopperne haver i sit stift, allernaadigst er forundet til at kalde degne ved de kirker, til hvilke Hands Kgl. Mayestæt beskikker præster paa Højstbemælte Hans Mayestæts allernaadigste behag og efter foregående Examen og befundet Dygtighed, kaldet og beskikket hæderlig og vellærde Studiosus og Scholeholder MORTEN REENBERG til at være Sognedegn til fornævnte Sønder Sogns Meninghed i bemælte hands faders Claus Reenberg Schmidts sted og til et vidnebyrd derom hannem nu dette mit brev meddeler. Dog med sådan condition og vilkår:

At Hand efter sin aflagte Ed og Løfte samme degnetieneste flittigt og vel skal forestå både inden og udenfor kirken i alt det hans embede kan vedkomme og oplære og undervise ungdommen i dens Catechismus og børnelærdom efter loven og den måde, som ham anvises, rette sig efter al det, som ham enten er eller herefter vorde anbefalet, bevise sin sognepræst og al øvrighed tilbørlig lydighed og føre en exemplarisk, gudelig og sagtmodig Vandel.

Til pension giver han hvad af kaldet tilforn har været svaret, hovrimod han nyder den rente og rettighed Hands Klg. Mayestæt hannem og andre degne tillægges og kan tilkomme.thi beder jeg meninge tilhørere i fornævnte Synder sogn, at de bemælte hæderlig og vellærde MORTEN REENBERG annamme og holde for den, som er smatykt i de4res Meninghed for rette Sognedegn at tjene med ald Kierligheds og Skyldigheds Bevisning, som christeligt og tilbørligt kand eragtes. Tilholdende deres børn og tyende, at de sig af hannem i deres saligheds sag flittiligt kande undervise, at de med alderen kand fremvoxe udi Guds allerhelligste navns lov, pris og ære og deres på begge sider nytte og evigt salighed. Hvortil jeg vil ønske både hannem  og dennem Nåde, Lykke og Velsignelse af Gud Fader ved Sønnen Jesum Christum formedelst den Helligaand!

 

Kiøbenhavn, den 14de Septembris Aar 1747.

Mønboernes sjæleevne, kundskaber og videlyst!

 

Johan Paludan – præst i Fanefjord 1788-1821 –

indsamlede et stort materiale om såvel Møns historie som om Møn på hans egen tid.

De to bind, det blev til omfatter godt 900 sider

og blev udgivet af sønnen et par efter faderens død.

Nedenstående uddrag er fra anden del, sjette kapitel,

og det er nu op til nutidens læsere af vurdere,

om mønboerne har ændret sig gennem de sidste ca. 182 år.

 

De fleste røber en naturlig og god forstand, og fatter nogenlunde hurtigt, hvad der i et simpelt tydeligt sprog  forklares dem, når de ikke ved indgroet kærlighed til gammel vane og slendrian, forhindres i at bruge eftertanke.

 

Den færdighed mange viser i sammensætningen af agerdyrkningsredskaberne, i brugen af en baksebom eller håndspir, tager de rigtige greb efter den størst mulige fordel af kraft, ved ethvert mekanisk arbejde m.m., kan hos den opmærksomme iagttager ikke levne tvivl om, at der jo også blandt Møns bønder gives mange, hvis naturanlæg ved heldig lejlighed i høj grad kunne uddannes.

Overtro er endnu meget herskende blandt almuen på Møn, og skønt magen en iblandt smiler derover, eller vel endog søger at gøre den latterlig, turde det hænde, at han selv var ikke ganske fri for den. Således har Mønboerne en forunderlig hengivenhed til, og tro på månen. Næsten alle markarbejder, økonomiske forretninger, børns dåb osv. Har den indflydelse på: Ærter skulle sås i aprils nær, ellers blomstre de kun, unde at sætte frugt. At holde bryllup i måne s aftagende, volder at næringen aftager o. s. v. Når en dør, bliver der lagt en salmebog i hans hænder og en saks eller et par stykker stål overkors på brystet. Står nogen fadder, bør han for sig selv gentage alt hvad præsten siger, at barnet kan blive letnemt. Koger mælken over, ville nogle mene, at kvæget bliver suget i yveret, hvis man ikke kommer et par korn slat i ilden. Nisser og varulve driver endnu deres spil, og mange tror fuldt og fast på alt dette.

 

Skønt der endnu intet bibelselskab findes i herredet, er bibelen temmelig udbredt blandt almuen, og er for mange den kæreste læsning. I øvrigt finder bonden mest snag i læsningen af historiske skrifter. Adskillige præster på Møn har, ved at udlåne til bønderne i deres sogne passelige skrifter om agerdyrkning, kvægavl og deslige, i de senere år meget bidraget til at vække læselyst hos bonden. Overalt forsvarer oplysningen, nemlig begrebernes meddelelse og berigtigelse, sit værd og kam som sådan umuligt blive bonden skadelig, eller farlig.

 

De heldige virkninger af den forbedrede skoleindretning har længe været kendelig blandt den opvoksende ungdom. Også er det glædeligt at bemærke, hvorledes de ældre mere og mere synes at indse nytten af ungdommens skolegang; at forældre ikke længer forhindre deres børn i at besøge skolen til de befalede tider; men meget mere glæder sig over at de lære noget mere, end de selv i deres ungdom har haft lejlighed til.

 

Mønboernes bygninger og bohave, levemåde, klædedragt, forlystelser og skikke.

Hvilken grad af kultur almuen på Møn har nået, vil man bedst kunne dømme om, ved at træde ind i dens boliger og iagttage dens levemåde, klædedragt, forlystelser og skikke. Ser vi hen til hvorledes bonden på Møn har boet for et hundrede år siden da er forskellen mellem bøndergårdene dengang og nu højst påfaldende. Men vi behøver ikke at gå så langt tilbage, for at se, hvor langt bedre gårdene er nu, frem for dengang. Det er især ved udflytningen, forbedringen er sket; dog findes også mangfoldige ikke udflyttede gårde, der både er smukke og solide. Gårdmændene på Møn bor i det hele bedre, end i de fleste andre danske provinser. Gårdene består af 4 længer, som med undtagelse af udflyttergårdene på Klintholm gods, er sammenbyggede. De er af godt ege bindingsværk, væggene af rå sten eller klinede, måske en enkelt tilbygget ”øverstestue” (gæstestuen) af brændte sten. Med undtagelse af nogle få gårde, som har en ordentlig forstue, går man gerne fra gang, lige igennem stuehuset, gennem køkkenet til dagligstuen. Herfra fører sædvanligvis en kort gang, med spise- eller pulterkammer, stundom og et særskilt sovekammer, ved siden til øverstestuen. I dagligstuen er som oftest sten- eller lergulv, i øverstestuen trægulv. Her finder man i almindelighed ret smukke møbler: Stole, et spejl eller to, kommoder, et smukt chatol, eller et anseligt klædeskab, stundom endog en sofa. Gardinerne i vinduerne, skønt de findes et par steder, anses dog endnu som luksusartikler.

 

Foruden de nødvendige agerdyrkningsredskaber, har de fleste gerne en stadsvogn med kurvesadel og agestole, pynteligt malet. Selvejerne bor i det hele smukkere, og er bedre forsynede med husgeråd end fæstebønderne. I Keldby, Vindebæk og Koster findes de smukkeste og bedste bøndergårde på landet. Blandt husene findes vel en stor del ret bekvemme og tætte boliger, men i det hele taget bor husmanden på Møn helt mådeligt i sammenligning med gårdmanden.

I henseende til bondens levemåde i mad og drikke, kan man sige, at der næppe gives nogen provins i Danmark, hvor bonden, især fra 1807 til 1814, levede mere flot, og hvor han endnu til daglig har sit bord rundeligere besat. Dog lever de østlige mønboerne tarveligere og sparsommeligere end de vestlige. I høstens tid lever bonden udmærket bedre end ellers. Der vanker da gammelt øl og brændevin, sigte- og hvedebrød, ost på smørrebrødet osv Fremdeles holdes da gerne et måltid mere, nemlig frokost, bestående af smidemad, tidligt om morgenen, før arbejdet begyndes. Ellers holder bonden for det meste 5 måltider om dagen:

 

1.        Davre, kogesild eller smidemad med søbe til.

2.       Andet foder kl. 10, et stykke smidemad.

3.       Middagsmad kl. 12, bestående i almindelighed af den så meget yndede flæskesuppe gulevælling, med urter og tørret frugt, ærter, kål, vandgrød eller sød vælling. Om sommeren og især i høstens tid, ofte fersk suppe; men stedse flæsk, stegt eller kogt som tilmad. Grønt eller kartofler dertil bruges næsten ikke.

4.       Midaften kl. 5, bestående af smidemad.

5.       Til nadveren: Vandgrød og mælk eller søbe.

Det andet måltid bortfalder i de korte dage; men nadveren, den skal nydes umiddelbart efter midaften, lader de ikke gå fra sig. Kaffe drikkes nu af mange bondefamilier daglig.

 

Ved gilder som ved barnedåb og bryllup, hersker ofte en overdådighed, der langt overgår bondens evner. Der opvartes da for et selskab af 100 til 200 personer med saltmadsfade eller sylte, oksekød med sauce, suppe, forskellige slags stege, undertiden bjergfisk og endelig hos de fornemste også søsterkage eller deslige.

Af drikkevarer: Brændevin, godt øl og kaffe.

Bryllupsgæstebudet varer 2 á 3 dage.

Mange af gæsterne får hjem med sig såkaldte klædesmad, nemlig et stort stykke hvedekage og andre varieteter. Mange af gæsterne lader i forvejen bringe gode portioner af smør, fjerkræ, æg og deslige til gildehuset, hvilke ikke lidet letter befolkningen. Fordums blev også båret rug, hvedemel og malt derhen, hvoraf ordsproget her, når en ting er slet: er det malt at bære til gilde? Imidlertid går der ved et fornemt gilde nok til alligevel. I de senere år er det hos nogle blevet skik at gøre visit til slægt og venner om søndagen og især i julen.

Når en bonde har bygget nogle fag hus og vil have klinet, eller han ønsker hjælp til at få gødning kørt ud, braget og skættet hør, eller tæsket ærter i gården, når vejret er tørt, eller deslige, beder han så mange unge mennesker, som behøves for at fuldføre arbejdet på en dag, giver dem føden, noget bedre end dagligdags og betaler en violingnider om aftenen, men i øvrigt ingen dagløn, hvormed de er meget vel tilfredse og takker til. Således opstår Klinegilde, Møggilde, Kartegilde, Bragegilde og flere. Foruden sådanne lejlighedsgilder, helligeholder enhver efter sin lejlighed Michelsaften, Mortensaften, Jule- og Nytårsaften ved gode måltider.

 

Mønboernes Klædedragt ligner temmelig de fyldige Sjællænderes. Til daglig bære mandfolkene en brun eller hvid lang kjole af vadmel, en hvergarns brystdug - vest - , som hos de ældre falder ned over hofterne; derunder efter årstiden, endnu en eller to brystduge. Benklæderne er enten snævre knæbukser af skind og lærred, eller videre pantalons af lærred eller hvergarn, lange uldstrømper og dertil træsko eller støvler. Om vinteren bære mange en skinpels, som undertiden farves blågrå eller brunrød. Den daglige hat er mådelig. Nogle bruger huer og enkelte gamle mænd et slag af klæde, som under hatten omgiver hovedet og falder ned til skuldrene. I kirken og til højtid bæres bedre blå og brune lange kjoler af vadmel eller klæde, korte gule skindbukser og en god har. Til alters og ved begravelse har en stor del, især af de ældre, sorte klæder. Den mønske bondens højtidsdragt er ret smuk. Enkelte har i de senere år fået frakkesnit på deres kjoler, hvilke lang fra ikke klæder dem så godt. Derimod er de bekvemmere korte trøjer , der siden de sidste krigsår er blevne almindelige blandt drenge og unge karle, langt mere at rose.

 

Fruentimmerne bære til daglig stribet hjemmegjort hvergarn i skørterne, forklæde af sammen slags tøj, rund hue af kattun, uden bånd og hvidt korsklæde, et hvidt lærreds eller kulørt bomuldstørklæde om halsen, sorte eller blå uldne strømper og træ- eller lædersko. Om sommeren går den minder formuende ofte barbenede, hvilket ikke er tilfældet med mandfolkene, smådrengene undtaget. Til kirketid har konerne i almindelighed korte uldne kjoler, men de mere velhavende taft, ja en enkelt vel endog atlask, hvide klare forklæder og tørklæder, undertiden med kniplinger, korsklæder af gage eller bobinet, med kniplinger om over huen. De har sædvanlig et silke- eller fløjls-livbånd . Til sorg er dragten af blåt, sort eller mørkegrønt hvergarn, med brede sømme på forklæder og korsklæder; intet livbånd. Pigerne har nu som oftest affarvet tøj til alters og lignende højtid, samt hvide huer med røde bånd; i øvrigt omtrent ligesom konerne. Brudedragten er som konernes ovenfor omtalte, men på hovedet har bruden, såvel som brudepigerne en stiv, smagløs krans af santiller, sølvblomster og perler, håret rundt om opstrøget og en rød sløjfe i nakken. Til gilder er deres stads meget forskellig; de har da stribet eller plettet hvergarn; dog har dette i de senere år mere og mere måttet vige for sirts, kattun og bomuldstøj. Korsklæderne er altid forsynede med kniplinger; forklæderne er af ternet bomuldstøj; huerne meget prægtige af silketøj, ja endog af sort eller mærkeblåt fløjl med malede blomster, eller broderede med guld og bånd af den mod huen mest afstikkende farve. Til at rejse med har hidindtil såvel koner som piger af de mere velhavende, blomstrede kattuns kåber med foerværk om halsen og en stor sølvhægte om hovedet et hvidt drejls tørklæde, som en kyse; men nu har mange i stedet for kåber, klædes frakker og kulørte tørklæder om hovedet.

 

Blandt mønboernes forlystelser høre gilderne af alle slags, for den kære levemådes skyld, som spiller hovedrollen i dem, til de ypperste. Dog er det ikke mad og drikke alene, som i gildehuset udbreder glæden; dansen bidrager også væsentlig dertil, og skønt øverstestuerne hos mange er temmelig rummelige - 100 alen – gir de dog meget knap plads for de mange danselystne. Alligevel finder de e det snævre rum og den kvælende støv både plads og luft nok. Engelskdanse og valse har efterhånden fortrængt de før brugelige to- og tre-ture samt menuetterne. Der findes næppe spor til knust eller ynde i deres bevægelser. Ved gilder beholder de fleste mandfolk hatten på  - vel næppe som et frihedstegn? – en skik, som nok ikke let går af brug, da der sjælden er plads til at lægge den bort. Om vinteraftener holdes imellem såkaldt lav, hvor de unge fornøjer sig ved dans. At spille kegler om søndagen har før været meget sjældent. Boldspil er aldeles ikke i brug; dertil er mønboerne, som den kanske bonde i almindelighed, dels af naturen, dels ved strengt arbejde og tung føde for klodset. Til skøjteløben så man forrige vinter en del drenge i Fanefjord sogn forsamle sig om søndagen på Koppeldammen, og nogle af dem havde nået en temmelig færdighed deri.

 

Af skikke der ikke overalt i Danmark er sædvanlig, kan her følgende fortjene at nævnes: Når fattige folk havde haft bryllup, kørte brudgommen ledsaget af en anden, alle vegne omkring på landet og bad om sædekorn. Enhver bonde plejede at give fra ¼ til 1 skæppe rug, byg, malt eller ærter undertiden kun også et fint brød. En sådan omrejsende ægtemand kunne mange gange bringe 10 á 20 tønder forskellige kornvarer hjem, en betydelig hjælp til husholdnings og agerdyrknings begyndelse, men og en ikke ubetydelig årlig udgift for jordbrugerne.

 

En mand har i året 1804 givet 2½ tønder korn i sådanne brudegaver. Imidlertid vidner denne skik om en skøn hjælpsomheds- og menneskekærlighedsånd, som endnu ej ganske har forladt den mønske bonde. Endnu, skønt sjældnere, drager nygifte husfolk omkring efter denne gave; og så har det kunnet falde enkelte gårdmænd ind, men disse så sædvanlig ikke umagen betalt, så at denne skik i de sidste år er næsten ganske gået af brug.

 

Derimod vedligeholdt sig hidtil oldtidens skik at føre sommer i by. De unge karle af en eller flere byer forener sig almindelig straks efter pinsedag, om at sammenskyde nogle penge til at leje et gildehus, og bekoste det fornødne til højtideligheden. To af de mest yndede og ansete karle vælges til ”Majgreve”; en munter, sædelig gårdmand udkåres til skaffer eller kjøgemester. Denne forestår såvel det økonomiske ved festen, som de foregående øvelser. Tvende stærke karle vælges til at føre spæret, en 5 á 6 alen lang stage med anbragte tværstænger, overalt omsnoet og behængt med alle kulører bånd, flitterguld, brogede silke- og bomuldstørklæder. Til toget betinges og nogle violinspillere og en trommeslager, hvilke alle til hest i fuld trav må kunne opføre deres musik. Alle må have blå eller brune kjoler, hvide skærf om livet, grønne, med blomster og bånd besatte, kranse over skuldrene og maj i hatten. De bedste heste der er at få, må fodres godt og dresseres i forvejen, samt nogle bånd og andet stads haves til dem. Tvende herolder sendes da nogle dage i forvejen ud, og stikke om natten til 1. maj en majgren i taget over hver port, til tegn på, at sommerkarle kunne ventes. Natten før den til toget bestemte dag, forsamler de sig i gildehuset, ordner skaren og begynder om morgenen deres ridt i følgende orden: Først majgreverne, så skafferen med sin pyntede skafferstok, derefter spærførerne og musikkanterne og efter dem de øvrige parvis. Hvor majgrenen ikke er taget bort, drager de ind, og efter at have runderet i gården og hilst med spæret, stiger de af, og går efter indbydelse ind. De danser da et par danse med husmoderen og pigerne, beværtes med hvedebrød og brændevin, modtager desuden foræringer af æg og deslige til deres gilde, og drager derpå videre.

 

I Fanefjord sogn har aldrig mindste uorden været foranlediget ved denne lejlighed og for naturens og almuens ven er dette en virkelig skønt opfunden og vedligeholdelsesværdig fest.

Fastelavns riden er på Møn omtrent ligesom ”Riden sommer i by”. Kun haves da intet spær. Alle slags væddeløb anstilles også her ved fastelavns tider, disse den danske bondes naturalier. Politiet har her, som andre steder, sat sig imod disse skikke, ja rent ud forbudt dem. Vel muligt at hist og her uorden derved har fundet sted; men har man derfor ret til at forbyde en uskadelig national skik? Burde man ikke tillade brugen og straffe misbrugen? Man kunne ligeså gerne sige: Bønderne må aldeles ikke forsamle sig til forlystelse; thi ved alle sådanne sammenkomster kunne uorden finde sted. At omtalte forlystelse - at ride sommer i by – har noget mere ædelt ved sig, end de sædvanlige dansesammenkomster, kan den, der kender begge, ikke nægte. Det er grusomt at ville berøve bonden sine få forlystelser, når der ikke kan gives ham bedre i stedet. Og hvad bedre skulle man vel give ham i stedet for hin uskadelige og yndede nationale skik? Eller er den måske, ved at udarte, og blevet så farlig for moraliteten, at den burde afskaffes? Snarere desværre! Har vel den moralske fordærvelse fordærvet skikken, og der er i sandhed intet slettere middel til at dæmme for hin, end at ile mod udryddelsen af det lidet skønne og gode, vi af vore fædres sæder og sikke endnu måtte have tilbage.

 

Flid og arbejdsomhed kan man ikke ubetinget rose mønboerne for. De fleste er vel idelige beskæftiget i deres næringsvej, men de er som oftest meget langsomme i deres færd, og især er det påfaldende at se hvilken ladhed, der herefter blandt mandfolkene, de fleste steder, i de lange vinteraftener, som skammelig snorkes hen.

Kvindekønnet fortjener idet mindste, i sammenligning med mandfolkene, ros for deres flid.

I Magleby sogn skal forholdet være omvendt. Dette sogn gør også en undtagelse, når man må frakende mønboerne overhovedet sparsommelighed og tarvelighed,  hvilke sidste af det følgende vil kunne ses. Men kunne mønboerne ikke roses for tarvelighed, (enkelhed) fortjener de navn af ædruelighed. Imidlertid er de mere mådeholdene i nydelse af brændevin end bønderne i andre egne, bør årsagen vistnok til dels følges deri, at landet er så lykkeligt, ikke at have nogen privilegeret kro, undtagen i købstaden. Måtte der kun våges over, at intet ulovligt krohold fandt sted.